Ivar Aasen (1813–96)

D. 5. august 1813 i Ørsta, en lille fjordbygd ved Søndmøre, så Ivar Aasen dagens lys som den yngste af 7 søskende. Han er af en tid, hvor Norge synes ham fremmede, hvor især modersmålets kildevæld var ved at udtørre. Sproget var langsomt begyndt at svinde fra kirke, rigsstyre, administration, skole — ja, endog brevskrivning. I 1830’erne begynder der dog at ske noget. I forlængelse af Henrik Wergelands forsøg på at vende tilbage til "Det norske", finder Ivar sin styrke og tro til sit reaktionære forsøg på at vække et nynorsk skrift- og talesprog: Wergeland havde forsøgt sig på nynorsk, men han var ikke den rette mand, han manglede det vigtigste; navnlig kendskabet til folkemålet. Dette havde Ivar Aasen.

Fra ungdommen og langt ind i alderdommen skrev Aasen digte. Mange af hans sange bærer samme karakteristikker som folkeviser: enkle, stærke, fyndige og lette at lære, sent at glemme. Billederne er på én gang klare og følelsesladede, og der pulserer en dyb, kærlig livserfaring i indholdet — og en livsvisdom, der til tider kan minde én om Hávamál:

      Tolugt Mod er godt aa hava.

      Tidt mot Straumen fær du kava,

      um din Rett er nog so god.

      Ymist fær du sjaa og høyra,

      som er ilt i Syn og Øyra;

      tak det alt med tolugt Mod.