Digte af Michel Agniolo Buonarroti (1912)

        Indledning
        Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar
        O Herre, intet Ord som hint er sandt
        Alverdens store Ophav skabte alt
        Hvem kan saa modstandsløs mig mod dig drage
        Lyksalig er den Krans af Blomster smaa
        Til Giovanni af Pistoia
        Af Kalke gør man Sværd og Hjælme her
        Hvor skal jeg vinde Mod
        O grumme, haarde, hjærteløse Sind
        Langt mindre grufuld er den bratte Død
        De tusend Raad forsøger jeg i Blinde
        Dagen og Natten taler og siger
        Jeg ser og hører det af mig, som bor
        Naar Solens Straaler bort fra Jorden haster
        Fly Elskov, I som elske, fly dens Brand
        Saa sandt jeg aldrig, aldrig glemme kan
        Du ædle Aand, hvis indre Væsen nøje
        Mon virkelig jeg ser, o Amor, svar!
        Fornuften klager og bebrejder mig
        Her var det, hendes Skønheds Trylleri
        Jeg skulde tro, at var af Sten du end
        Dit Ansigts Sødme Honnings overgaar
        Før nogen dræbe sig i Troen paa
        Den, som om Natten rider, Nøder driver
        Om mine Tanker blot som andres kunde
        Naar i kysk, ophøjet Kærlighed
        Du, Herre, som jeg selv maa jo forstaa
        Ifald jeg havde troet, da først jeg saa
        Maaske for ret at vorde Andre god
        O ve mig Arme, ve, jeg er bedraget
        Hvis Blikket aabner ind til Hjærtet Vej
        Var Sjælens Glød i disse Øjne klare
        Jeg har dig købt, skønt Gavens Pris var stor
        Hvor dybt til Jord end knuget er mit Hjærte
        Straks, da min Herres Brev mig kom i Hænde
        Jeg ser i dine skønne Øjne to
        Naturen forudsaa, at til saa haardt
        Den Dag, mit Hjærte bort fra dig sig vender
        Hvis Aanden lever først, som den jo gør
        Mon det er Skaberlysets ædle Skær
        Her sidder jeg som Marven i en Pind
        Det største Maal, en Kunstner har sig stillet
        Dig ser jeg kun tilfreds, naar jeg maa lide
        Vel kan med Blikket jeg paa hver en Plet
        Saa kaad og saa behændig er den lille
        Giovanni Strozzi om Buonarrotis ,,Natten''
        Et herligt Lys, skjult for mit sløve Øje
        I Salige, som nu i Himlen faar
        Fra Himlen kom han, og endnu i Live
        Ved mange Aars Forsøg og Arbejd finder
        Hvert Blik, du ødsel skænker
        Ak sig mig, Amor, hvis saa hjærtensgod
        Gør Hjærtets Lykke skønt et Ansigt gærne
        Naar dine Øjne ler
        Naar Slaven af sin Herre mellem Fanger
        Alt, som fødes, Døden naar
        Snart stævner paa de hvide Bølgers Flod
        Med Muldyr, Sukkertop og Kærtens Pragt
        Saa ny en Glæde, værd at agte paa!