Nøgleord

Sonet

Af Henrik Nielsen
Men for min Tænksomhed et Net jeg fletter
For mine Viisdomsuk, et ret elastisk,
Og dog et smukt og snevert, i Sonetter.
    fra Aarestrups »Tag dette Kys, og tusind til, du Søde«

Sonetten må siges at være vershistoriens mest levedygtige lyriske form, hvis udbredelse har strakt sig over alle de store sprogområder og gennem adskillige litterære perioder, og samtidig en form, der forbinder Petrarca, Shakespeare, Staffeldt og Baudelaire med hinanden.

Sonetten tager sit udgangspunkt i det 11. århundredes romanske lande, hvor en række 10/11-stavelsesvers udvikler sig, enten efter antikke eller folkelige forbilleder af italiensk eller fransk (provencalsk) oprindelse, til terziner og sonetter. Grundtanken i denne udvikling er gentagelsen. Terzinen kaldes for en "delstrofeform", med den idé, at digtet først lukkes i sidste enkeltstående vers. Dette illustreres især i rimskemaet A B A / B C B / C D C / D E D osv. Sonetten derimod kan gentages, men grundtanken er, at hver sonet er en helhedsform, den slutter i sig selv og kan i princippet ikke fortsætte strofisk ud over de 14 vers, den består af. Det er ud fra denne strofebygning, at sonetten efterlignes og udvikles herhjemme.

I Italiens 13. århundrede blomstrer sonetten for alvor, og Petrarcas samling Canzoniere, der indeholder hans Laura-sonetter, lægger grundpillerne til sonettens klassik, som der kun med få ændringer hentyder til, når der tales om sonettens form:

Sonetten består af to formprincipper, man plejer at kalde det indre og det ydre. Det ydre formprincip består i, at sonetten er et 14-liniet digt, efter hvilket i den italienske sonetmodel er delt af to omsluttende rimede kvartetter (også kaldet klamrerim eller kiastiske rim) (A B B A)2, efterfulgt af to frit rimede (arabesk rimede) terzetter, enten med to rim som (C D C / D C D) eller med tre rim (C D E / C D E). Den mindre udbredte shakespearske (engelske) sonet benytter sig tre fletrimede (krydsrim) kvartetter (a b)2(c d)2(e f)2 afsluttende med en parrimet kuplet (g g). I Petrarcas Italien bygges sonetten af kvindeligt udgående 11-stavelsesvers (med kvindelige og mandlige udgange/rim menes der udgange, der afsluttes med h.h.v. tryksvag eller trykstærk versudgang; kvindelige rim noterer man med store bogstaver (A), mandlige med små (a)), men herhjemme kender vi den bedst med mandlig udgang, en proces der begynder i Frankrig, hvorefter 16. tallets Wyatt og Surrey i England inkorporerer sonetten i femfodsjamber, givetvis efter blankversets model, der hyppigst ender mandligt. Denne konvention, femfodsjamben (subsidiært trochæen), låser sig fast, fordi netop denne gangart har vist sig at være fleksibel og rummelig nok til at undergå substitioner og reduktioner til at følge sonetten ind i modernismen.

Sonettens indre form består i en syllogismeagtig eller anden logisk-retorisk opbygning og et stofligt, lyrisk gehalt. Her kommer strofebygningen for alvor til sin ret, for man kan eksempelvis fremsætte et argument i første kvartet, en supplerende eller kontrasterende bevisgrund i anden og følgelig drage konklusionen i terzetterne. Eller et billede kan fremlægges i første kvartet, udvides eller krydses i anden kvartet og slutteligt "udlægges", tolkes eller løftes som algyldigt symbol i terzetterne. Eller omvendt: en præsentation af omstændigheder, der belyser hinanden i kvartetterne, til billede i terzetterne, osv. Mulighederne er mangfoldige, dét er sonettens uovertrufne dynamik. Hovedsageligt gælder det dog, at sonetten bygges leddelt og pointeret, ikke blot akkumuleret, som især barokken var tilbøjelig til. Tankens og sprogets leddeling er naturligvis også oplagte at illustrere ved rimskemaet, således at kvartetternes omsluttende rim hver for sig er afsluttede og spændte trods samhørigheden, hvorefter befrielsen, forløselsen favner digtet ved den tvangløse rimstilling i terzetterne. Den stoflige, lyriske gehalt er lidt sværere at indkapsle i få ord, men som udgangspunkt er sonetten kærlighedsdigtning, af erotisk og/eller religiøs art; passionerede, fantasifulde besyngelser og betragtninger til og over guder og kærlighed. Efter sonettens blomstring har forskellige samfund og digtere taget den til sig, og dermed indkorporeret det under egne forudsætninger, og det betyder naturligvis, at det stoflige ændrer sig.

I Tyskland og Danmark anbefaler det 17. århundredes prosodikere den italienske rimorden, men versemålet føles endnu fremmed, og dette resulterer i nogle forsøg på at skrive sonetter i firefodsjamber eller daktyler. Imidlertid synes femfodsjamben kun at realisere strofeformen og rimfølgen bedst; de forkortede fire slag virker reducerende og forenklende, de seks slag (efter nogle forsøg med aleksandriner-sonetter) virker for lange, forstyrrer cæsurerne og rimene står for langt fra hinanden til at virke med deres gentagelseseffekt. I barokken tager man sonetten til sig, under navnet klingerim; ordet sonet stammer fra det italienske sonetto, en diminutiv af suono, der betyder 'klang'. Ved det danske nedslag er sonetten indledningsvist skrevet som aleksandriner, som vi ser hos både Kingo (f.eks. »Sonnet eller Klinge-Riim«), Brorson (f.eks. to stillet foran påskeprædiken, der afslutter Svane-Sang) og Peder Syv (f.eks. »Kriig«); men de danske barokdigtere har uden tvivl følt sonetdigtningen som noget nyt og svært.

Mellem barokkens aleksandriner-sonet og romantikkens femfodsjamber er der et hul. Hverken Wessel eller Ewald skrev sonetter. Baggesen skrev dog nogle af sine Nanna-digte som sonetter, imidlertid som femfodstrochæiske vers uden rim. Det er først med Staffeldt, at sonetten gør sit mest markante nedslag i den danske digtning.