Den brustne Klokke

 

Det er bittert og dog sødt, i Vinternætter vaagen

at sidde ved et Baal med blafrende Røg og Glød

og høre fjærne Minder risle op af Nattens Skød

til Lyd af Klokkespil, som synger gennem Taagen.

 

5Den Klokke er at prise, som af Malmets fulde Lunger,

trods Alderdommens Brøst, bestandig vel ved Magt,

sit andagtsfulde Raab til rette Tider runger,

lig en gammel Soldat, der i Teltet staar paa Vagt.

 

Min Sjæl har slaaet Revne, og naar den i sin Lede

10i Natteluftens Kulde vil sine Sange sprede,

da kan det ofte hænde, at dens svage, brustne Stemme

 

kun lyder som en Rallen af en Saaret, Alle glemme

ved Bredden af en Blodsø, i en vældig Dynge Lig,

og som dør i kraftløs Spænding og afmægtige Skrig.





Har Første korrekturlæsningMangler Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseHar Sidehenvisninger