XIV

 

Der hvisked til Dig gjennem Busk og Siv

Et Aandepust fra Verdner, skjulte, fjerne;

Naturens Blomsterbørn Du pleied gjerne:

Du elsked deres stille Drømmeliv.

 

5Naar ei Naturens Haand dem kunde værne,

Men Blomst kun stod paa Ruden, kold og stiv,

Du ønsked Vaarens Børn et Atterbliv:

De titted dog saa fromt mod Livets Stjerne.

 

Og Blomsten, som Du elsked, aldrig døde,

10Og den, Du kjerligt pleied, aldrig segned:

Med Livets friske Farver Du dem tegned.

 

End lifligt dine Ungdomsroser gløde;

Alt fire Tiaar staaer i Klæder hvide

Din Ungdomslillie fromt ved Korsets Side.





Har Første korrekturlæsningMangler Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningMangler KildeangivelseMangler Sidehenvisninger