III

 

Da Eders Mølle drejer, som Vindene vil,

saa drag, I gode Mænd, hvorhen en Vind Jer blæser,

optræd i Livets Farce med melede Næser!

Jeg kender Jer for godt til at høre Jer til.

 

5Jeg ryster Scenens Støv af mine Sko og gaar.

Tro ikke, jeg er harm og ypper nogen Trætte,

skønt det var Jer, der ælded mig før mine Aar.

Kun faa af Jer er gode, men færre er slette.

 

I Skyggen vil vi bo, min Veninde, glad til fælles.

10En Kærlighed skal gro, som ingensinde ældes.

Og lad det blive sagt ved Rejsens sidste Hvil:

 

De kendte aldrig Frygt, og Nid var dem ej givet.

Ad dette grønne Spor de vandred gennem Livet

og talte sagte Ord og mødtes i et Smil.





Har Første korrekturlæsningMangler Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningMangler KildeangivelseMangler Sidehenvisninger